Teateranmeldelser

Hver teateranmeldelse på Kulturelle.dk skrives for at vejlede dig i, hvad du skal tage ind og opleve på den kulturelle scene. Med alt respekt for dansk scenekunst gives der fra 1-6 stjerner. Hvor 6 stjerner gives for den sublime oplevelse. 

"SKURET"
4 Stjerner 
Aber Dabei & Teater FÅR302
Skrevet af Eleonore af Schaumburg-Lippe

Aber Dabei og Teater FÅR302 har med "SKURET" lavet en spændende teateroplevelse men uden skuespillere, og uden at være i et teater. Teaterperformance kalder de det også. For én der ikke har oplevet teater på denne måde før, er det enormt nyskabende, nytænkende og en ret vild oplevelse at gå tilbage i historien ikke set med andre briller, men hørt med høretelefoner. "SKURET" er en oplevelse man skal give sig selv, for den rykker ved hele ens virkelighedsopfattelse, og samtidig er "SKURET" vældig lærerig historisk set.

Den ægte historie, der fortælles i "SKURET", er kort fortalt følgende. Efter besættelsen genindførte Danmark dødsstraffen med tilbagevirkende kraft. 30 af henrettelserne fandt sted i et skur på Refshaleøen, hvor det danske politi blev pålagt at stille med henrettelsespelotoner og udføre statens domme.

Som publikum ankommer vi til mødestedet ved Vester Fængsel, og det er samme sted, hvor den ægte historie begynder, hvilke i sig selv er en fremragende begyndelse på "SKURET". Ved ankomst skal man aflevere sin telefon og evt. taske, dernæst får man udleveret høretelefoner, en lommelygte, samt skal man iføres en kedeldragt, så alle er ens klædte. Dette er i sig selv ret utraditionelt for en teaterperformance, og allerede der, tænker man hvad skal der ske. Det bliver ikke fortalt.

Ved mødestedet holder en sort bus. Man skal ikke have problemer med klaustrofobi, for det er en lille bus og alle vinduer er dækket til med sorte klæder. Lige så snart at man har sat sig ind og bussen kører, går fortællingerne i gang i høretelefoner, som man skal beholde på, igennem hele turen. Samt får man af vide at man ikke må tale sammen.

Hvad der dernæst sker, vil jeg ikke fortælle i detalje, andet end at man får fortalt en historie i høretelefoner, mens man sidder i mørket uden at vide hvor man er på vej hen eller hvad der skal ske, og der begynder ens fantasi og forventningsangst i den grad at gå i gang.

Det næste der sker at man bliver sat af og skal gå udendørs, og dernæst kører bussen en tilbage til Vestre Fængsel. Bussen er den samme som før, men spørgsmålet er om man også er det. Hvad der skete derude, hvor bussen stansede har det rørt eller påvirket én, det kan næsten ikke undgås. Det kan man jo så tænke på i bussen tilbage.

SKURET omtales som en doku-performance om skyld og ansvar. Det er måske ikke helt korrekt, at det netop er skyld og ansvar, man funderer over. Mere en doku-performance hvor det historiske tilbageblik og vingesus er det helt centrale, og hvor det nok er meget individuelt, hvad man funderer over.

Kulturelle.dk giver "SKURET" 4 flotte stjerner for en effektfuld oplevelse, der satte en god eftertænksom snak i gang både under og efter. Det er en doku-performance, der påvirker en, og det åbner for en snak og en dialog, om det skete.

Brødrene Løvehjerte"
4 Stjerner 
Teateret Zeppelin Premiere 26.9.2026
Skrevet af Eleonore af Schaumburg-Lippe

Teateret Zeppelin er et innovativt teater, der med deres scenekunst henvender sig til børn og unge, og det er de bragende dygtige til. Med deres iscenesættelse og premiere på en ny dramatisering af Astrid Lindgrens klassiker "Brødrene Løvehjerte" har de formået at skabe nytænkning ved at tænke smukt og velfungerende, når det gælder scenografi. Det er scenekunst i børne- og voksenhøjde, hvor det helt enkle univers fungerer virkelig godt, og man kommer til at tænke på nogle af de helt store opsætning på nogle af de helt store teater i Danmark.

Scenografien gør at vi drages ind i fortællingen helt fra begyndelsen. Og hvert eneste sceneskift bl.a. fra Kirsebærdalen til Rosendalen fungerer helt optimalt. Som publikum er man med og også nysgerrig på de forskellige universers fremtoning. Det gør at vi næsten bogstavelig talt drages ind i fortællingen. Det var også tydeligt at hele publikum, barn som voksen var med under hele stykket ved premieren. Lys, lyd og musik går op i en højere enhed, og samspillet er yderst perfekt og er kun med til at understøtte fortællingen og fortællingens fremdrift.

Historien om Brødrene Løvehjerte, og de to brødre er kendt og elsket af de fleste.

Det er en barsk historie om liv, død, kærlighed, efterliv og broderskab. Karl også kaldet Tvebak spillet af (Rex Leonard) og Jonatan spillet af (Hampus E. Ahlberg) er perfekt castet i rollerne som brødrene. De er i den grad troværdige i rollerne og der er en god menneskelig kemi blandt de to, som rækker langt udover scenekanten.

De to brødre gør alt for hinanden, og sammen kommer de på det helt store eventyr til Nangijalas land, og til Kirsebærdalen og Rosendalen og andre magiske, farlige og eventyrlige steder, og det sker med en kæmpe troværdighed og hestene i stykket, som de bruger til at ride på fra sted til sted er vældig morsomme.

Forestillingen " Brødrene Løvehjerte" er meget fængende, inspirerende og sjov. Og sætningen: "Nogle gange må man gøre ting, også selv om det er farligt. Ellers er man ikke et menneske, men bare en lille lort" er en, der holder ved i ens sind, og også i børnenes barnesind..

Stykket " Brødrene Løvehjerte" er meget teksttungt, og man skal følge godt med, for der er rigtig mange lange replikker og forklaringer i stykket. En imponerende bedrift af de to skuespillere, der er bag Karl og Jonatan Løvehjerte. Især Carl (Rex Leonard) har imponerende meget at sige i stykket. Og jeg tænkte at det måske var lidt i overkanten med alt den snak for børnene.

Men det voldte åbenbart ingen problemer for de helt små, for jeg spurgte min unge sidemand på 8 år. Han kunne fortælle at han både havde læst bogen og set filmen, og han kunne sagtens følge med i historien. Stykket er skrevet til 7 år og opefter. Så et lille tjek blandt målgruppen blev hermed godkendt. Og det er netop en af Teater Zeppelins styrker, for de tør godt tale til de unge børn om de mere alvorlige sider af livet og også at fortælle meget.

Kulturelle.dk følte sig underholdt, løftet og belært på den gode måde og giver derfor "Brødrene Løvehjerte" 4 flotte stjerner 

Guys and Dolls
5 Stjerner
Det Ny Teater Premiere 17.9.2026
Skrevet af Eleonore af Schaumburg-Lippe

Musicalen "Guys and Dolls" har spillet flere år på Broadway i New York, og er blevet en succesfuld musical klassiker. Nu sættes den op på Det Ny Teater i København. Denne nye danske romantiske og vældig sjove opsætning af "Guys and Dolls" er fænomenal flot, rørende og fyldt med humor, gennemtænkte dansenumre, et live big band og en scenografi, som er så vellykket, at der mangles ord...Tilsæt fantastiske sangstemmer og dygtige skuespillere, der i den grad kysser igennem i denne fremragende fremførsel af "Guys and Dolls".

Handlingen foregår i 1930ernes New York og handler om gangsterne fra den kriminelle underverden, der spiller på alt, der kan spilles om fra terningspil til spil på heste og meget mere. Kontrasten er stor og meget modsætningsfuld til Frelsens Hær i deres bordeaux dragter og med deres ønske om at hjælpe og frelse. Den skurkagtige Sky Masterson (Nicolaj Jandorf) med spillemani, siger selvfølgelig ja til væddemålet. Kan han få Sarah Brown (Isabel Schwartzbach) fra Frelsens Hær til at tage med ham til Cuba ? Historien om Sky og Sarah er én af de drivende kræfter i "Guys and Dolls". Samspillet og duetterne mellem disse to, er romantisk sangklang langt udover scenekanten. Sarah Brown har den mest bedårende stemme og både i duetten "Jeg ved det " og "Jeg har aldrig været forelsket før", folder hendes stemme sig virkelig ud, og får publikum til at henrives.

Det andet par, man følger er den måske lidt mindre skurkagtige Nathan Detroit (Kim Hammelsvang) og Miss Adelaide (Karoline Brygmann) Hun er fordanserinde i gruppen Hot Box og de har datet i 14 år, men hun er "kommet til" at skrive til sin mor at de er gift med 5 børn. Presset på Nathan bliver større, for nu ønsker hun at han skal stoppe med at spille og gifte sig med hende. I Adelaide og Nathans kærlighedsduet " Flå mig, slå mig" er deres stemmer som skabt for hinanden. Adelaide er også en talentfuld sangerinde og vældig udtryksfuld og ofte vældig morsom på scenen.

"Guys and Dolls" er ikke kun kampen mellem det gode og det onde. Det er også en historie der via sang og skuespil, viser en dyb menneskelig indsigt i at træffe valg og leve med konsekvenserne deraf, og hvad der sker for selv den mest kriminelle, når kærligheden viser sig fra uventet side. Findes den gode skurk, ja det gør han i "Guys and Dolls".

Flere af dansescenerne er som taget ud af Moulin Rouge. "Jeg er din med hud og hård og fjer" er virkelig sjovt tænkt, og de klukkende dansepiger lægger salen ned i grin. Og da Adelaide og Hot Box-danserinderne fremfører "Ta´du din mink" er hele salen også med.

Igennem "Guys and Dolls" er (Arvide Abernathy) Preben Christensen den faderlige og omsorgsfulde fra Frelsens Hær. Han er perfekt castet til rollen, og udstråler i den grad tryghedspude mellem gangsterne og Frelsens Hær på scenen. Han har også et stort "moment" på scenen,da han i rollen, som Arvide fremfører "Det, jeg ønsker for dig" til (Sarah Brown) Isabel Schwartzbach, medførende en gigantisk klapsalve fra publikum.

Oversættelsen fra amerikansk til dansk fortjener også et bifald, det er sjældent set at sangtekster og melodi går op i en højere enhed, og på intet tidspunkt tænker man, at det er en oversættelse, man ser. " Guys and Dolls" er mere sang end replikker, og det skaber en fantastisk fremdrift, hvor sangene bliver til samtaler og samtaler til sange.
Tempoet er sat højt hele vejen igennem. Men danserne, skuespillerne og sangerne får dog plads til træde i karakter, som handlingen udfoldes, uden at det bliver forjaget eller forhastet. Tempoet er helt perfekt, og historien er nem at følge.

Scenografien er helt i top, nok den bedste og flotteste scenografi, Kulturelle.dk har set i årevis. Kulturelle.dk giver 5 romantiske stjerner til "Guys and Dolls"

DSCH Teaterkoncert
5 Stjerner
Gammel Scene på Det Kongelige Teater
Premiere 27.5.2026
Skrevet af Eleonore af Schaumburg-Lippe

Gammel Scene på Det Kongelige Teater danner de rette og passende rammer for Teaterkoncerten DSCH. En teaterkoncert, der både er fascinerende, fantastisk og dragende.

På scenen optræder Det Norske Kammerorkester, og de har med deres rene musiske teaterkoncertforestilling DSCH skabt en helt ny genre, der rammer lige i sjælen. På mange måder er de vældig nyskabende indenfor klassisk musik. "Normalt" optræde et kammerorkester siddende og i ens tøj. Fokus er først og fremmest på musikken og ikke scenografien.

DSCH er en helt ny måde, at høre og opleve klassisk musik på. Det er vældig klædeligt, da musikken derved kommer ud til et bredere publikum. Som ikke nødvendigvis behøver at møde op til denne teaterkoncert med en lang klassisk erfaring indenfor klassisk orkestermusik.

Idet Det Norske Kammerorkester fremfører en decideret teaterkoncert, som DSCH er, opleves orkesteret langt mere frigjorte end ved en traditionel orkesterkoncert. I stedet er det en dramatisk og drastisk fortælling, der udspiller sig og udfolder sig på scenen. Krydret med en fandenivoldskhed.

Det Norske Kammerorkester har bogstaveligt talt rejst sig op på scenen. Nu er de blevet "skue-spillere" i stedet for. Næsten hvert eneste orkestermedlem bruger deres instrument ikke kun til at spille på, men også til at fortælle og drive forestillingen frem. Hvor man er vant til at et orkester sidder pænt og stille bag deres instrumenter, er DSCH dristigt. Til tider en dans, til tider en kamp, der svinger frem og tilbage, og hvor instrumentet bruges som scenografiske virkemidler og musikalske genstande. En violin bliver f.eks. i en scene, også brugt som et våben til at angribe eller forsvare sig med. I en anden scene får celloen en svingom, og bliver cellistens dansepartner.

Musikken i sig selv er ofte grænsesøgende og fænomenal. I visse scener skabes der en dyster stemning og andre gange er musikken henførende og henrivende. DSCH er en musikalsk oplevelse af rang. Universet og musikken, der spilles, er skrevet af komponisten Dimitri Sjostakovitj. Det kan anbefale sig at læse op på Dimitri Sjostakovitjs liv, inden man skal se DSCH, da det gør, at man som mening mand/kvinde forstår DSCH bedre. Hver scene er som en intens følelsesfuld rejse. En scene er brutal, direkte og næsten sensationelt overraskende for i næste scene at blive henrivende, yndig og legende let i sin udførsel.

Hvis man undrer sig over teaterkoncertens navn DSCH. Bogstaverne står for Sjostakovitjs musikalske signatur og tema, de fire toner D-Es-C-H. Disse fire toner udgør også forbogstaverne i komponisten Stjostakovitjs navn på tysk – D for Dimitri og SCH for Schostakowitsch

DSCH spiller på Det Kgl. Teaters Gamle Scene d. 27. og 28. maj 2026. DSCH Teaterkoncerten præsenteres som en del af CPH Stage. Kulturelle.dk føler sig i den grad begejstret og giver 5 flotte stjerner til DSCH

Fremragende Teater på vej

Mit liv som Niels Version 2.0
5 Stjerner
Bådhusteateret 
Premiere 13.3.2025
Skrevet af Eleonore af Schaumburg-Lippe

"Mit liv som Niels - Version 2.0" på Bådhusteateret er et foredrag og en teaterforestilling i ét. Kombination af foredrag og teaterdramatik går op i en højere enhed. Teatersalen er intim på det plan, og vi drages ind i fortællingen, og vi sidder helt tæt ved skuespilleren Niels Grønne. Det virker meget inddragende og er med at publikum får rollen som den ven eller vennekreds, han fortæller om sit liv til. Smukt og rørende leverer Niels en hjertevarm beretning om, hvordan han er blevet Niels i "Mit liv som Niels - Version 2.0.

Scenografien er holdt helt enkelt og prydstykker fra Niels´´ s liv fremvises igennem stykket "Mit liv som Niels - Version 2.0", samtidig med at vi kigger på billeder og høre datidens musik. Et stykke samtidshistorie leveres med en fin indsigt og forståelse for det at være menneske. Han krydrer leveringen, som når langt udover scenekanten ved at gå i dybden med sin opvækst og de mange valg i livet, som har været med til at gøre ham til den mand, han er i dag.

Forestillingen "Mit liv som Niels- Version 2.0 er vældig inspirerende og ikke mindst livsbekræftende. Niels Grønne prøver ikke at overtale til en fælles forståelse. Han er fremviser af sit liv med erindringens tilbageskuende lys og dette på fineste vis. Han er enkel og vis i sin fremstilling, men umådelig stærk i sit udtryk. Samtidig er Niels Grønne vældig modig i sin kombination af foredrag og teaterdramatik. En helt nyt måde at skabe kunst på. Han er på scenen i en times tid uden pause, og formår at balancere foredrag og teater med sans for både dramatik, nedslagspunkter og humor i sin sceneformidling.

Kulturelle.dk følte sig underholdt, løftet og belært på den gode måde under og efter forestillingen " Mit liv som Niels - Version 2.0" og giver derfor 5 flotte stjerner til Niels Grønne for " Mit liv som Niels - Version 2.0".

Fremragende Teater på vej